tirsdag den 25. september 2012

Mors flødekartofler

Hvis den skal stå på lidt lækkert lørdagsmad, så er min mors flødekartofler en sikker vinder. Jeg er normalt ikke til flødekartofler - mest af alt fordi jeg ikke så meget er til alt det fløde...

Men min mor har lige så længe jeg kan huske undladt at bruge fløde i hendes version. I stedet bruger hun monaysauce. Det er åndssvagt nemt og det smager himmelsk!

- 1 kg. kartofler
- 1 monaysauce
- Muskatnød
- salt/peber

Skræl alle kartofler og læg dem i et smurt ildfast fad. Henover dem hældes morneysaucen - hvor meget man vil bruge er en smagssag. Jeg plejer som regel kun at bruge en pakke, men det hænder at der ryger halvanden i. Man skal prøve sig frem, og se hvad man bedst kan lide.

Hen over kartoflerne rives muskatnød - og det smager bare bedre med friskrevet muskatnød i stedet for stødt. Slut af med lidt salt og peber.

Hele herligheden sættes i ovnen på 200-220 grader i cirka en time.

Sprød kartoffelpizza

Jeg har længe gerne ville kaste mig ud i en rigtig god kartoffelpizza, men tiden og overskuddet har ikke lige været til det. Jeg har ofte brugt kartofler på min pizza, men det var mere som bund, på en snasket pizza med både tomat,skinke og pølser - (det der herhjemme hedder tømmermændspizza)

Men en kedelig efterårsmandag var tiden til det. For et par siden anskaffede jeg mig en bagesten, som jeg indtil videre kun har brugt til brød. Nu skulle der endelig bages pizza på den. Hvis man ikke er så heldig at have en bagesten, kan bradepandene fra ovnen også bruges. Det der er vigtigt er, at de er varme. Så når dejen er sat til at hæve, så skal ovnen tændes, og der skal skrues helt op! Min håbløse ovn går kun til omkring 260 grader, men det viste sig at være nok.

Pladerne skal varmes sammen med ovnen, og når ovnen er helt varm, skal den lige stå i omkring 10-15 min. mere for at pladerne bliver helt gennemvarme.

Dej:
- 3,5 dl vand
- 10 gr. gær
- 3 spsk olivenolie
- 2 tsk salt
- 500 gr. hvedemel

Fyld til kartoffelpizza:
- 3-4 mellemstore kartofler
- 2 mozzarella (frisk)
- Frisk timian/basilkum eller lign.
- salt/peber
- Olivenolie

Gæren røres ud i vandet sammen med olien - tilsæt salt og derefter melet lidt ad gangen. Ælt til dejen er lind. Nu skal dejen hæve i 30 min.

Herefter gør man kartoflerne klare. De skal virkelig være tynde skiver. jeg brugte et mandolinjern. Hvis man ikke har sådan et, og har problemer med at få dem tynde, så kog dem inden. Det er så ærgerligt, at tygge i en halvrå kartoffel.

Nu skal der formes pizzaer. Jeg kunne godt få tre pizzaer ud af dejen, men det afhænger selvfølgelig af, hvor store man vil have dem. Jeg tror sagtens, der kan komme fire ud af dem. Men hvis de skal kunne være i ovnen vil jeg sige, at man min. skal lave to.

Tag en klump dej og form den som en lille bolle. Derefter skal den trykkes lidt flad. Nu kommer det, der er svært at forklare, men nu skal man trykke pizzaen flad i kanterne, mens man kører den rundt. Man holder dejen i hænderne, trykker i kanterne alt imens man kører den lidt rundt... det gør man indtil pizzaen bliver så tynd, at man ikke kan mere - så bruger man en kagerulle. (Hvilket man jo også bare kan gøre fra start af, men det andet er mere italiensk)

Inden fyldet kommet på pizzaen skal dejen over på et stykke bagepapir, som lige er smurt med olie. Når det er gjort fordeler man ingredienserne på det. Når man har fordelt kartofler, mozzerella, timian/basilikum drysses salt og peber ud over. Til sidst kommer man lige en sjat olivenolie hen over.

Nu kommer det der skal gå lidt hurtigt. Bagestenen (eller pladen) skal ud af den varme ovn, og mens man holder den, trækker man bagepapiret med pizzaen henover, og ind i ovnen igen.

Hold øje med pizzaen. Jeg tog ikke tid på, hvor lang tid den fik, men havde et lille øje på den. Jeg tror det tog en 5-6-7 min. Men det afhænger selvfølgelig af, hvor høj temperaturen er i ovnen.

Min kæreste syntes, at pizzaen var lækker, men også lidt en tøsepizza, så han eksperimenterede selv med fyldet til den tredje pizza. Vi havde en rest chili con carne, som han simpelthen fyldte pizzaen med. Derefter kom han friskrevet parmasan på. Det var ganske udemærket, og virkelig en mande-pizza :-)

Pizzaen som den så ud, da den lige var kommet i ovnen.


Jeg glemte selvfølgelig at tage et nærbillede af selve pizzaen, så I må nøjes med dette :-) Et godt glas rødvin til kan anbefales.


lørdag den 7. april 2012

Koldhævet durumbrød

Jeg plejer at bage grahamsbrød, af en opskrift som jeg har fra Camilla Plum, og som er utrolig lækker. Men, jeg købte for et par uger siden et italiensk brød fra den fynske bager Wendorff - og hold da kaje, hvor var det lækkert.

Jeg besluttede mig for, at kaste mig ud i noget durumbrød - italiensk bliver det måske aldrig helt, for til det skal der noget særlig italiensk mel - har jeg læst mig til.

Jeg valgte at bruge ganske almindeligt durummel og hvedemel - mere gad jeg ikke gå på jagt efter.

Brødet skal koldhæve i omkring 8 timer - jeg lavede det bare om aftenen, i køleskabet og så var det hævet så fint, da jeg tog det ud næste morgen

Til et brød:

- 15 gram gær
- 5 dl vand
- 1½ tsk salt
- 1 tsk sukker (kan undelades)
- 200 gram durummel
- 300-400 gram hvedemel (her brugte jeg kun omkring 300 gram. Det giver et mere vådt brød, som holder sig længere)

Vand og gær blandes sammen. Her tilsættes salt og sukker samt durummelet. Så skal hvedemelet i lidt af gangen, og læg mærke til hvor meget der skal til. Dejen må gerne klistre lidt, men jo ikke være helt flydende. Og hvis den bliver helt fast og tør, bliver den bare kedelig...

Herefter smækkede jeg den over i en hævekurv - men en ganske almindelig skål kan også bruges. Ind i køleskabet med den, og lad den hæve natten over eller bare omkring 8 timer.

Når dejen er hævet tændes ovnen på 250 grader, og dejen formes til et brød, hvis det ikke har ligget i hævekurv. Når den er varm skal brødet ind og stå i 8 minutter, herefter sænkes temperaturen til 180, og der skal brødet stå i 20 minutter.

Nu skal det siges, at jeg brugte en bagesten, som giver brødet en mere sprød bund, hvilket jo passer godt til et italiensk brød - også selvom det ikke rigtigt er italiensk...

Men, bagesten kan anbefales! Den kan sagtens undværes, men det er nu en rar køkkengadget...

torsdag den 16. februar 2012

Min yndlingssmoothie

Af og til får jeg en trang til at være sund, og en smoothie hører vist nok til i den sunde ende.

Trangen meldte sig for 10 minutter siden, og fluks blendede jeg en smoothie sammen, som jeg vil dele med jer.

Det er egentlig ikke nogen ny ting, for det er altid denne jeg laver. Både fordi den smager super godt, men også fordi, den kun kræver at jeg køber bananer - det andet kan jeg have liggende, fordi det kan holde sig.

Til denne skal du bruge:

- 1 banan
- 4-5 frosne jordbær
- lidt koncentreret hyldeblomstsaft
- lidt vand

Blend det hele og efter 30 sek. har du en smoothie.

 Hvis jeg skal være helt ærlig, så er opskriften ikke helt min egen, men en jeg har tyvstjålet fra Joe and the Juice. Der hedder den "Hell of a nerve" - og denne metode kan jeg anbefale - find nogle gode smoothies/juice du kan lide der. Da de skriver hvad der er i, er det let at efterprøve opskriften hjemme - hvor det bare er meget billigere. Enjoy!

fredag den 20. januar 2012

Mors mørbradret

Denne ret er slet ikke så dum - min mors mørbradret med bacon og æbler. 

- 1 stor svinemørbrad
- 1 stort løg
- 150 gr. bacon

- 1 stort æble
- 1/2-1 bæger pikantost
- 1/4-1/2 piskefløde (maizena madfløde kan også bruges)
- Salt/peber

Tænd ovnen på 200 grader
Puds mørbraden af og skær den i tynde skiver. Brun dem af på panden i olie og krydr med salt og peber. Læg dem over i et fad. Kom bacon i tern på panden, derefter løg og æble skåret i tern.

Det lægges over til mørbraden i fadet. Nu skal panden bages af med fløde og pikantosten. Der må gerne komme rigeligt med både fløde og ost, også mere end jeg har angivet, da det skal fungere som sovsen.
Dæk fadet med sølvpapir og sæt det i ovnen på 200 grader i 25 minutter - Fjern folien og giv det fem minutter mere.

Der skal ris til retten og en god salat.

søndag den 11. december 2011

Havregrynskugler

Når det er jul, så skal man også have havregrynskugler - det har jeg været med til at lave lige siden jeg kunne trille en konfektkugle. Der findes mange forskellige opskrifter. MEN, min mors er nu den bedste:

- 250 g. smør
- 350 g. havregryn
- 100 g. kakao
- 400 g. sukker
- 8 spsk stærk (kold) kaffe (smid den i fryseren i nogle minutter, hvis den er for varm)
- 4 tsk mandelaroma (mandelessens)

Jeg kom desuden en spsk Stroh rom i 1/3 af dejen. Det var et ganske udemærket resultat.

Alle ingredienserne skal bare røres sammen, så det bliver til en stor klump. Det er en god idé at skære smørret ud i små klumper, det gør det lettere. Og kom kaffen i lidt af gangen.

Når det er samlet, trilles det til små kugler som pyntes. Og her sætter kun fantasien grænser. Jeg vendte mine i kokosmel, men man kan også bruge krymmel i alverdens farver, eller dyppe dem i smeltet chokolade.

Når de er trillet sættes de på køl. Så bliver de mere faste, men jeg synes faktisk at de er bedst, når de er helt friske og bløde, men desværre kan de ikke holde sig sådan.

OG når man laver havregrynskugler, så skal man høre musikken fra Nissebanden i Grønland... !


søndag den 31. juli 2011

Vandmelon lemonade

Det er lang tid siden det sidste indlæg - jeg har haft både eksamen og flytning. De vilde gastronomiske eksperimenter er det ikke blevet til i sommerferien. Jeg tror, det eneste jeg har lavet er hvidløgssmør og tzatziki - hvilket absolut heller ikke var ringe.

Men forleden kom jeg til at tænke på en 'dille,' som jeg havde for maange år siden - nemlig vandmelon lemonade. Opskriften kunne jeg på rygraden - dengang - det kan jeg desværre ikke mere, andet end jeg kunne huske, at den var virkelig enkel. Jeg søgte lidt på nettet og fandt, at flere blandede den op med danskvand - det gjorde jeg ikke. Og jeg har heller ikke tænkt mig at gøre det, da jeg synes, det bliver noget tyndt 'sjask' og vandmelonsmagen ikke rigtig kommer til sin ret.

Men ud fra min hukommelse, ser den meget enkle og simple opskrift sådan ud:

- En vandmelon (jeg brugte en lille, på størrelse med en håndbold, da det var de eneste de havde)
- Saften af en halv citron (nok en hel, hvis det er en af de store vandmeloner)
- Evt. lidt sukker (efter smag)
- Mynteblade (hvis man har)


Skær vandmelonen ud og blend hele herligheden. Når det er blendet skal det sies, så det kun er saften man får og så der ikke kommer eventuelle overlevende kerner med.

Når det er siet kommes det på en flaske (jeg atamonskyllede en flaske med patentlåg)

Nydes afkølet:-) - nemmere bliver det ikke!